Skip to main content Search Basket

Vi skal være relevante for dig

GIS og infrastruktur Plant og proces Industri og design

Mød vores divisionschef Per Dissing-Larsen, der fejrer sit 25 års jubilæum hos NTI og her kigger tilbage på årene og de forandringer, der har præget branchen.

"Vi skal være relevante for dig" – seks ord der beskriver, hvad Per Dissing-Larsen står forbåde sin forretningsmæssige tilgang til NTI, men også passionen for at levere værdiskabende løsninger hos NTI’s kunder – hver dag.   

25 år er det indtil videre blevet til. En milepæl at nå for de fleste – en milepæl, der også fortæller en historie om et stort engagement og viljen til at lykkes med de ting, man sætter sig for. 25 år i en branche, hvor udviklingen har været kolossal.  

Fra en tid med tegnemaskiner og 2D-AutoCAD til 3D-integrerede løsninger. Fra automatisering til industri 4.0. Fra AutoCAD-konsulent til divisionschef for NTI’s industriteam i Danmark. Som Per selv udtrykker det:  

”Jeg har prøvet alt i NTI.”  

Året er 1994, da Per første gang sætter sine ben i NTI. En tid hvor NTI er gået fra handelsvirksomhed med fokus på salg af hardware, software, kurser og kontorprodukter til en stor og veldreven konsulentvirksomhed, hvor høje kompetencer og faglighed er kernen af virksomheden med henblik på at sælge viden og levere forretningsunderstøttende løsninger, der gør en forskel i kundernes hverdag tilpasset deres individuelle behov.  

Og denne udvikling har også karakteriseret hans egen personlige rejse i NTI. Fra i den spæde start at være meget salgsorienteret, er rollen i dag en anden efter organisationsændringen tilbage i 2008 med opdelingen af salget i to store målgrupper: industrivirksomheder og byggebranchen – med Per i spidsen for førstnævnte. I dag inkluderer ansvarsområdet også et mere globalt fokus, hvor søsterselskabernes udvikling i henholdsvis Norge og Sverige – og fremover også Tyskland – er omdrejningspunktet.

 

”Jeg tager gerne skohorn, skocreme og alt muligt andet med for at få skoen til at passe” 


Men hvad driver en mand, der har været ansat i samme virksomhed i et kvart århundrede?  

”Det gør mig glad, når ting lykkes. Og jeg er villig til at gå langt. Jeg tager gerne skohorn, skocreme og alt muligt andet med for at få skoen til at passe. Jeg kan blive ved. Og jeg kender ingen bedre følelse, end den jeg får, når tingene endelig falder på plads efter, at jeg har sat en masse i gang.”  

At lykkes indbefatter også glæden ved at glæde andre. ”Jeg er glad for salgshåndværket; at komme ud i marken til kunderne og nå ind til kernen af, hvordan vi styrker dem og deres forretning. Det giver mig en masse energi, når de oplever, hvordan vores løsninger gør en forskel for dem i deres hverdag.”   

Med en stærk teknisk uddannelsesmæssig baggrund inden for IT som programmør, og flair for blandt andet at tegne i AutoCAD, ved Per om nogen, hvad han har med at gøre - han har altid arbejdet inden for industrien med teknisk rådgivning og salg af industriløsninger. Også før han kom til NTI.   

Igennem sine 25 år i NTI har det primære mål for ham været at sikre, at kunderne vælger NTI blandt de mange alternativer ved konstant at justere den måde, NTI har gjort, og gør sig, attraktiv i markedet på: ”Tilbyder vi de rigtige målrettede løsninger? Hvordan sikrer vi en succesfuld implementering gennem uddannelse og rådgivning? Og er prisen den rette?” 

”Jeg søger hele tiden det bedste og justerer gerne mine tidligere beslutninger til det bedre. Og det er noget, jeg bruger meget tid på – at optimere det, vi arbejder med. Eksempelvis hvis noget ikke virker. Jeg går ikke og venter.” 

I dag er konkurrencesituationen væsentlig anderledes sammenlignet med midten af 90’erne, hvor man I Danmark er gået fra 25 forhandlere af Autodesk-løsninger til fem. Vitalt for succesen har været ledelsesgruppens evne til at skabe en virksomhed, som netop dækker det, kunderne efterspørger: 

”Når jeg tænker tilbage på min tid i NTI, adskiller vi os ved, at vi kan sætte os i kundens sted. Vi er fagfolk. Vi kan vores håndværk. Det der er limen mellem os og vores kunder, er vores ydelser som rådgivning og uddannelse – vi har satset på viden som en væsentlig del af at opbygge NTI. Vi har aldrig jagtet de hurtige forretninger. I stedet har vi haft fokus på at bygge bro og langvarige relationer til vores kunder, hvor mange går 15-20 år tilbage i tiden. Det gør mig glad.”   

 ”Hvis jeg for ti år siden havde vidst…” 

NTI er drevet af en holdånd, hvor et godt samarbejde internt er tungen på vægtskålen. Sammensætningen af teams har ifølge Per også haft en afgørende betydningen for succesen. At kunne sætte de rette folk med de rette kompetencer sammen. Det er en evne, han er stolt af, og som han beskriver, som et af karrierens højdepunkter – og hele grundstenen for sin rejse i NTI.    

”Jeg har formået at få det bedste ud af vores dygtige teams. Jeg har vægtet det meget højt at bruge tid på at finde de rette folk, som passer ind i huset, hvor både sælgere og konsulenter arbejder mod det fælles mål om at være relevante for vores kunder. Jeg tror på, at vi sammen er bedre. Jeg plejer at bruge udtrykket: Teams er er mere agile end individer. Min pointe er: Du kan ikke vide alt selv. Og det er vigtigt, at få teamet til at anerkende og være ærlig omkring, at det er okay at spørge, når man mangler faglig sparring – at vi spiller hinanden stærke og ikke arbejder i siloer.”  

Og med ærlighed kommer man længst. Og han er også ærlig over for sig selv – han kender sine egne styrker og svagheder. For sidstnævnte er der også et par stykker af. ”Hvis jeg for ti år siden havde vidst, hvor NTI er i dag, så jeg havde gjort mere ud af at begå mig i en større organisation.”    

For ifølge Per er han ikke den store organisationsmand. Som han selv udtrykker det uden tøven: ”Jeg er autonom, så det basker. Og det har givet mig slag. Jeg sidder næsten aldrig stille. For eksempel har jeg det svært med for lange møder; møder med alt for mange detaljer. Her skal jeg virkelig arbejde med mig selv.”  

Men man skal ikke tage fejl. For der eksisterer også en mere eftertænksom side af manden med 25 år på bagen i en branche, han kender ud og ind; især når det kommer til at fordybe sig i udviklingen af forretningen, som i alt sin enkelthed går ud på at undgå at tabe – koste hvad det koste vil. Og som konkvens betyder, at den sikre vej ofte er det bedste alternativ: ”Jeg kan have det svært med at tage chancer – og jeg går nok ofte efter det sikre.”  

”Hvis vi bruger gårsdagens logik i dag, har vi tabt”  

I Pers tid i NTI har udviklingen i industrien være enorm. I dag er det industri 4.0 som fylder meget; et prædikat som primært omhandler brugen af robotter, 3D-print, kunstig intelligens og big data, men også hvordan man digitaliserer og integrerer de mange platforme og løsninger, som er skabt, så de enkelte elementer og processer hænger sammen i virksomheden. Det er en stor udfordring i dag, da mange lider under at have en lang række forskellige IT-systemer, der ikke taler sammen. Det gør det svært at få det forkromede overblik over produktion, værdikæde og effektivitet.    

”I en tid hvor teknologi bliver mere og mere tilgængelig, bedre, billigere og lettere at bruge, er potentialet for fremtiden i industrien stort taget den udvikling i betragtning, vi har været vidne til i mine 25 år i NTI. Industrien står foran store og disruptive forandringer, som vil ændre hele industrien”, fortæller Per.  

Et af kravene er evnen til at skabe en hurtigere produktion og følge med efterspørgslen – i dag skal behov dækkes, når de opstår. Det påvirker industrien, da perioden fra at idegenerere til at producere skal være så kort som mulig. Men måden designere og producenter samarbejder på i dag er stadig præget af manuelle- og afbrudte processer – ofte fordi der ikke arbejdes på de samme data.     

Det er en udfordring, der ifølge Per kun ændres ved at styrke værdikæden og nedbryde barriererne mellem design og produktion og i stedet anse det som en samlet proces. ”Dataindsamling og analyse af store datamængder i en samlet dataplatform er nøglen til succes. Ved at sætte data i fokus er det muligt at forbinde værktøjer, mennesker og processer og derved ikke kun øge effektiviteten, men også skabe et stærkt grundlag for bedre beslutningstagning.”    

Deling af data betyder at samarbejde i skyen også vil være et fokusområde, som vil påvirke den måde projektteams og virksomheder agerer på – på tværs af lande, projekter og fagområder. Med cloud-løsninger er det muligt at samarbejde i realtid. Det understøtter det større krav til kommunikation og dokumentation i den fremtidige mere komplekse samarbejdsstruktur. 

Og hvad med om ti år? ”Der er augmented reality (AR) og virtual reality (VR) en hel naturlig del af hverdagen i industrien”, uddyber Per; ”teknologier som blandt andet kan bruges til træning af nye medarbejdere i forbindelse med f.eks. monitering og reparation, og hvor eye-tracking eksempelvis kan benyttes til at optimere produktdesign.”    

Men hvad stiller udviklingen af krav til dig som medarbejder i industrien? Her peger Per på tre afgørende faktorer. 

  • Skab succes med uddannelse. Det er vigtigt, at du tilegner og behersker ny teknologi før, det er for sent. Hvil ikke på laurbærrene i flere år, men uddan dig i stedet løbende i takt med udviklingen.  
  • Tænk aldrig for småt. Det er vigtigt at have ambitioner og troen på, at ting kan lade sig gøre.  
  • Vær forandringsparat. Ellers taber du og bliver disrupted. Det der virker i dag, virker nødvendigvis ikke i morgen. Derfor er det vigtigt, at du er åben overfor brugen af ny teknologi.  

”Hvem havde troet det?” 

25 år i NTI. Fra at være sælger med ansvar for at udvikle NTI’s kunder til divisionschef for industriteamet i Danmark med ansvar for 100 mio. i omsætning og 40 engagerede medarbejdere – ”hvem havde troet det?” ”Selvom NTI er anden type virksomhed i dag, er en ting sikkert; viden og uddannelse har altid været i centrum i NTI – og er det fortsat”, slutter Per – ”og det er det, der gør os, til hvad vi er den dag i dag – det er en rejse, jeg er stolt og glad for at have været en del af.”    

Kontakt

Per Dissing-Larsen

Divisionsdirektør i Industridivisionen

+45 76 42 41 14